Bookmark and Share     Sitemap
 

Sødmefulde forårscupcakes

 
Ca. 18 stk

Disse cupcakes er en dejlig let og sød mundfuld. Banan og karameliseret pære i dejligt samspil med Valrhonas skønne hasselnøddechokolade Azélia.
NB. vær opmærksom på at cremeux og ganache laves dagen før.

DAG 1

Azélia ganache:

200 g Valrhona Azélia 35 %
100 ml piskefløde
15 g glukosesirup

Smelt chokoladen over vandbad.
Varm fløde og glukosesirup op til 60 grader.
Pisk 1/3 del af fløden i den smeltede chokolade. Massen vil nu være lidt ujævn. Dernæst piskes den næste 1/3 del i, massen samler sig mere, og til sidst piskes det resterende fløde i. Massen skal nu gerne være glat og homogen. Hældes i en beholder der er beklædt med husholdningsfilm og stilles i fryseren.

Azélia cremeux:

1 ½ blade husblas
275 g. Valrhona Azélia 35 %
4 æggeblommer
20 g sukker
200 ml piskefløde
175 ml sødmælk

Husblas lægges i blød i rigeligt koldt vand.
Chokoladen hakkes og sættes til side i en skål.
Fløde og mælk kommes i gryde og skal varmes op til lige under kogepunktet. Tages af varmen.
Æggeblommer og sukker piskes let sammen og piskes i flødeblandingen.
Gryden sættes tilbage på blusset, og blandingen varmes op til 85 grader, brug sukkertermometer til at tjekke.
Tages straks af varmen når de 85 grader er opnået, og sigt blandingen gennem en si.
Husblas vrides fri for vand og smeltes i blandingen, og den varme blanding hældes over den hakkede chokolade.
Rør til al chokolade er smeltet, pisk efter med stavblender for at gøre massen ensartet. Pas på ikke at piske luft i blandingen.
Dækkes med film og stilles på køl natten over.

DAG 2

Dej:
185 g rørsukker
185 g smør
3 æg
185 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
1/3 stang polynesisk vanilje
¾ del sødmælk
2 modne bananer
2 pærer

Pynt: Påskeæg fra Valrhona

Tænd ovnen på 200 grader.
Skræl pærerne og skær dem i både på 1 ½ cm tykkelse. Læg i ildfast fad, drys med lidt sukker og bag i ovnen i 10 min til de bliver let karameliserede.

Smelt smørret, tag af blusset og hæld mælk i. Pisk æggene let og bland den i den afkølede blanding.
Vej sukker, mel, bagepulver og natron af, hæld det i en skål. Skrab korn ud af vaniljestangen, bland med en lille smule sukker og kom det i blandingen.
Hæld derefter smørblanding i og pisk til en ensartet dej. Mos de to bananer og bland dem i dejen sammen med de karameliserede pærer der er skåret i mindre stykker.
Papirforme sættes i muffin bageform, og dejen fyldes i formene.

Azélia ganahce tages ud af fryseren og skæres i firkanter på 3x3 cm. Der lægges en firkant i hver form med dej. Bages midt i ovnen i ca. 20 min.
De skal være let gyldne i farven. Køles helt af inden de pyntes med cremeux.

Cremeuxen kommes i sprøjtepose med passende tyl og kagerne dekoreres, alternativt kan kagerne smøres op med cremeuxen.
Pyntes med Valrhona påskeæg .

God påske
Chokolade Compagniet A/S | Brandstrupvej 10, 2610 Rødovre - Danmark