Bookmark and Share     Sitemap
 

Enkeltmarkssmagning på Estate Kaffebar

 
Søndag den 24. februar afholdt Chokolade Compagniet en eksklusiv og hyggelig enkeltmarkssmagning for et kaffe- og chokoladeinteresseret publikum i Estate Kaffebar på Gammel Kongevej 1 i København i forbindelse med Wondercool Copenhagen.

Chokolade Compagniets helt nye brasilianske økologiske gourmetchokolade AMMA dannede udgangspunkt for arrangementet og blev smagt og parret sammen med et særligt udvalg af single estate kafferne fra Estate Coffee brygget på forskellig vis for at give den bedste chokolade-kaffe oplevelse. Hver for sig og i forening. 
 
Denne aften blev der også fortalt om, hvordan chokoladen og kaffen produceres, og hvilken betydning terroir (kort fortalt en betegnelse for at faktorer som geografi, klimaforhold og jordbund har indflydelse på planter og afgrøders levedygtighed og kvalitet, hvilket også afspejles i smagen.) har for smagen og kvaliteten. Gæsterne var utroligt interesseret i at lære mere om chokolade- og kaffeprocesserne. Fra kakaobønne til chokoladeplade og kaffebær til kop. Særligt når de samtidig fik lov til at smage denne dejlige duo af chokolade og kaffe.
 
 

Der blev først smagt på den søde og afbalancerede AMMA 60% sammen med den ditto sødmefulde kenyanske Kangocho med en massiv frugtighed brygget på en Hario V60 tragt . Derefter blev den mere aromatiske og frugtige AMMA 75% nydt sammen med en anden kaffe fra Kenya nemlig Kianjokoma, som har en markant syrlighed sammen med en tung sødme. Denne kaffe blev også brygget på V60'eren. Den fyldige og læskende AMMA 85% med overraskende noter af moden frugt blev smagt sammen med den komplekse og runde brasilianske Sertão brygget på stempelkande. Til sidst kom AMMA 100% på bordet, og den blev indtaget sammen med en lille cappuccino lavet på den fyldige Valparaiso fra Guatemala med noter af letbitre citrusfrugter ristet til espresso. 

AMMA 100% er en plade, som udelukkende består af kakao. Der er altså ingen sukker tilsat, og derfor er smagen også ren kakaobønne. Man fristes til at sige ren kakaofrugt. Der er noget friskt, råt og rent over denne plade. Et slags direkte plantageaftryk opleves, når man smager den. En kraftig oplevelse, som den lille cappuccino hjalp fint til at afbalancere.   

Chokolade Compagniet A/S | Brandstrupvej 10, 2610 Rødovre - Danmark